Skip to main content

Natteravnene våger, mens byen sover

Så går I her hele natten uden at få penge for det. Fedt. Bare min mor og far også ville det”. Sådan lyder det fra én af de unge, som Ulla møder en tidlig nattetime. Imidlertid føler hun, at hun får meget for sine ture som natteravn: ”Jeg oplever glade mennesker og får en masse knus og kram”.

18 år som natteravn
Ulla blev natteravn som 40-årig, da en nabo spurgte, om det kunne være noget for hende. Årligt går hun 5-6 natteture i Næstved Bymidte. På turene giver hun sig god tid til at lytte og tale med børn og unge – på de unges initiativ.

Det er dejligt, når de unge kommer hen og siger hej og får et bolsje eller ønsker at tage en selfie med os. Vi har altid lommerne fyldt med bolsjer og kondomer. Det er nemmere for de unge at tage kontakt, når de ved, at de bare kan spørge efter et bolsje eller et kondom. Ofte spørger de efterfølgende om andre ting, der er svære at komme alene med”, siger Ulla.

Ulla nyder de frivillige natteravnes forskellighed. Som hun siger: ”Vi kommer fra mange forskellige erhverv. I Næstved er der blandt andet en direktør, en kaptajn, murer og sygeplejerske. Jeg selv er tidligere dagplejemor og køkkenleder, og det giver anledning til mange spændende samtaler, hvor vi får indblik i hinandens arbejdsliv.”. Herudover har Ulla fået et stort netværk i natteravnene, hvoraf hun ses privat med flere af dem.

Ulla er også med i bestyrelsen for Natteravnene samt i Næver Zone. I samarbejde med SSP og politi arbejder sidstnævnte på at gøre Næstved til et mere sikkert sted at færdes i mørket blandt andet ved opsætning af flere gadelamper og overvågningskameraer.

Natteravnene i Næstved
Natteravnene går i bymidten, hvor de unge færdes. De er let genkendelige på deres gule jakker. Typisk går de fredag og lørdag fra klokken 24 til 03 kun afbrudt af en enkelt pause i deres værested ”Arresten” i Grønnegade. Om sommeren udvider de området til også at dække Rådmandshaven og området omkring den fritlagte Suså. Tidspunktet for vandringerne udvides også, men hver natteravn går dog ikke mere end tre timer, så tager andre over. På sidste skoledag, kulturnat og ved andre foreningsarrangementer er de også at finde i nattelivet.

Natteravnene færdes på gaden, i bus og tog, men går aldrig ind, hvor unge morer sig som fx ungdomsklubber, værtshuse og diskoteker. De går tre personer sammen på tværs af køn, alder, religion og status. I Næstved er der ca. 52 natteravne fordelt ligeligt mellem mænd og kvinder.

De unge er generelt rigtig gode til at passe på hinanden. Når der er én, der fx har fået for meget at drikke, kontakter vennerne os, så vi kan hjælpe med at få fat i forældrene eller i alvorlige tilfælde en ambulance”.

Natteravnene griber aldrig ind fysisk, hvis der er optræk til ballade, men ofte stopper stridsparterne ved den blotte tilstedeværelse af de tre gule jakker. ”Hvis der opstår en livstruende situation, griber vi selvfølgelig ind, men det gør vi som privatpersoner”. Natteravnene yder heller ikke rådgivning. ”Vi observerer og uddeler kram, hvor der er behov.”, siger Ulla.

Natteravnene i Næstved er vært ved Nordisk Natteravn
Den 9. september 2023 inviteres alle natteravne i Danmark og Grønland til Næstved. Op til 250 natteravne mødes til kaffe og morgenbrød i JB10 i Jernbanegade. Herefter er det planen at gæsterne skal se gavlmalerier og sejle med ”Friheden”. Der skal også tages et stort fællesfoto på trappen ved Kvickly.OM aftenen holdes en kæmpefest kun for natteravnene og i tråd med at Natteravnene passer på de unge, kommer Næstved Ungdomsskole og underholder.

Ulla arbejder nu som pædagogisk assistent, og det pædagogiske skinner da også igennem, når hun fx siger til unge, der er i gang med hærværk på blomsterkrukkerne i Grønnegade. ”Er I ved at plante blomster, må vi ikke være med?” eller når hun siger ser en gruppe unge sidde og hygge sig et sted omgivet af en masse skrald og siger: ”Det er dejligt, at skraldespanden er fyldt, når I går herfra, så den kan blive tømt til næste gang, I kommer”,

Ullas egne tre børn var små, da hun begyndte som natteravn. Nu er de voksne og har gjort hende til bedstemor fem gange. Hvem ved, måske møder hun børnebørnene i Næstveds gader om nogle år, når de begynder at gå i byen?

Kunne du tænke dig at prøvetur for at se, om det var noget for dig at blive Natteravn, så skriv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller ring på tlf. 28 50 00 12.

Billede af en natteravn

Foto: Natteravnene.

Faktaboks om Natteravnene i Næstved

Frivilligcenter Næstved har i samarbejde med foreningerne fokus på at udbrede kendskab til områdets forskellige frivillige sociale foreninger. Artiklen om Natteravnene i Næstved er skrevet i 2023 af Anne Damsbo, Frivilligcenter Næstved.