imagefp4Kontakt os:

Log på

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me

Nyheder

Frivilligkonference & Repræsentantskabsmøde

Frivilligkonference & Repræsentantskabsmøde

Det er nu tid til årets Frivilligkonference og Næstved Frivilligrådets Repræsentantskabsmøde, som...

Hygge, fællesskab og god mad…

Hygge, fællesskab og god mad…

Alle brugere i Frivilligcenter Næstved inviteres til fællesspisning onsdag den 30. oktober 2019...

En vellykket FrivilligFAGFESTIVAL

En vellykket FrivilligFAGFESTIVAL

Torsdag den 26. september 2019 bød på FrivilligFAGFESTIVAL – den første af sin slags i...

Vil du tale med unge teenagepiger?

Vil du tale med unge teenagepiger?

GirlTalk søger kvinder i alderen 22-35 år som frivillige ledere af samtalegruppe for piger i...

Diabetesforeningen Næstved Lokalforening er populær

Diabetesforeningen Næstved Lokalforening er populær

Ved sidste generalforsamling trådte to bestyrelsesmedlemmer ud af Lokalforeningen, og ind kom de...

  • Frivilligkonference & Repræsentantskabsmøde

    Frivilligkonference & Repræsentantskabsmøde

  • Hygge, fællesskab og god mad…

    Hygge, fællesskab og god mad…

  • En vellykket FrivilligFAGFESTIVAL

    En vellykket FrivilligFAGFESTIVAL

  • Vil du tale med unge teenagepiger?

    Vil du tale med unge teenagepiger?

  • Diabetesforeningen Næstved Lokalforening er populær

    Diabetesforeningen Næstved Lokalforening er populær

Dansk-Afghansk Forening ved Næstved

Dansk-Afghansk Forening er en lille forening, der arbejder på at skabe bro mellem dansk og afghansk kultur. Foreningen støtter børnefamilier, unge, pensionister og andre med interesse for afghansk kultur i at danne netværk, få gode sociale relationer og en vellykket integration. Dette gøres blandt andet ved at fejre kulturelle begivenheder, holde sports-events, grille og tage på skovtur.

Et af foreningens vigtigste formål er at passe godt på de unge. Lede dem i en god retning til integration i det danske samfund og uden om kriminalitet.

Besøg hos formanden
Afghanskforening Idrisoog Nabila med boern webEn dreng på syv år kommer nysgerrigt mod mig i døren. Pigen på toet halvt gemmer sig bag sin mor, mens Idris Farzad åbner døren og byder mig hånden til velkomst i deres lejlighed i det sydlige Næstved. Jeg bliver vist ind i en solbeskinnet stue med en stor chaiselong. Vi sætter os. På sofabordet står små skåle med lækkerier, og der er skænket sort te i glas.

Min viden og erfaring med afghansk kultur og traditioner stammer hovedsagelig fra medierne, så jeg har en del spørgsmål. Idris er en god fortæller, brænder for sin forening, og jeg får hurtigt et godt indblik i foreningen og dens arrangementer – ikke mindst da Idris viser mig billeder på sin mobil.

Familiefar Idris
Idris var 16 år, da han rejste fra Afghanistan for at blive udvekslingsstudent i Rusland. Da han efter endt ophold ville rejse hjem, var de politiske forhold i landet imidlertid ændret så meget, at det ikke var muligt. Han blev derfor i Rusland og færdiggjorde sin uddannelse. I 2001 kom Idris til Nørre Alslev. Her blev han venligt modtaget af de danske integrationsmyndigheder. Han fik danskundervisning og hjælp til at få Undervisningsministeriets godkendelse af den uddannelse som socialpædagog, han havde med sig fra Rusland. I dag arbejder Idris i et opholdssted for voksne med særlige behov på Sydsjælland og føler sig fint integreret i det danske samfund. I Danmark mødte Idris sin afghanskfødte kone Nabila og sammen har de to børn.

På mit spørgsmål om Idris synes, det er svært at have en anden etnisk baggrund i Danmark, svarer han med et glimt i øjet: ”Jeg føler mig som en fisk i vandet – mere dansk end mange danskere. Jeg føler mig fremmed, når jeg rejser i Afghanistan”.

Dansk-Afghansk Forening ved Næstved
Det var behovet for at finde lokaler med plads til 70-75 medlemmer, der førte til foreningens oprettelse. Efter foreningen blev godkendt af Næstved Kommune i 2017 kan de nu leje lokaler på kommunens portal. Herudover er foreningen repræsenteret blandt de 11 etniske foreninger, der er med i Næstved Integrationsråd.

I formålspapirerne for Dansk-Afghansk Forening hedder det, at foreningen ”er en uafhængig, social forening, som ikke har tilknytning til noget politisk parti eller anden form for organisation. Foreningen er baseret på accept af demokrati og beskyttelse af menneskerettighederne inklusive ligestilling mellem kvinder og mænd og støtter indførelsen af disse værdier mellem herboende afghanere”.

Bestyrelsen består af tre mænd og to kvinder, der tager sig af økonomi, markedsføring og den overordnede planlægning, men andre er også velkomne til at byde ind med arrangementer på fx foreningens Facebookside.

Aktiviteter og arrangementer
I løbet af året holder foreningen tre til fire store arrangementer blandt andet Nytår og Første forårsdag. Med hensyn til børneaktiviteter - enten enkeltstående eller i forbindelse med større fælles arrangementer - udnævnes en 16-19 årig tovholder, der selvstændigt planlægger, igangsætter og er ansvarlig for økonomien.

Nytår
Afghanskforeningen Nytaar webDe seneste par år har foreningens medlemmer fejret nytårsaften sammen. Som for danskerne skal der god mad på bordet. Når klokken nærmer sig midnat, ryddes op i de lejede lokaler og alle tager ind på Axeltorv, hvor det nye år skydes ind med fyrværkeri.

Kvinde-netværk
4. januar stod der venindesnak på programmet. Kvinderne i foreningen mødtes i Frivilligcenter Næstved, mens mændene hyggede sig sammen med børnene. Mange kvinder var af sikkerhedsmæssige årsager henvist til at blive inden for hjemmet fire vægge under krigen i Afghanistan. Det var simpelthen for farligt at gå ud. De har nu stor glæde af at mødes og dele fælles minder fra dengang.

Der har været afholdt bowlingsarrangement, hvor de 5-11 årige var på hold sammen og spillede mod hinanden med støtte fra voksne, mens de 11-25 årige var i en selvkørende gruppe. I vinterhalvåret mødtes flere af foreningens medlemmer hver fredag aften på lejede baner i sportshallen på Kobberbakkeskolen, afdeling Sydby, hvor de spillede volleyball, fodbold, squash, badminton og andre sportsgrene.

Foreningen holdt bålhygge i vinterferien. Her blev stegt kyllingefilet på spyd, mens de snakkede og morede sig.

Første forårsdag er en anden af foreningens store, faste arrangementer. Her mødes glade familier til spisning af en traditionel frugtret, dans, musik og leg.

Før Islam
Mange ved ikke at Islam ikke altid har været nationalreligion i Afghanistan. Det var blandt andet grunden til, at foreningen havde bedt Abdul Hanan Noos holde foredrag om afghansk kultur før Islam i foreningen 6. april i år.

Spejder eller sportsorganisation – vil I være med?
Penge er søgt og bevilget til flere fremtidige planer. Kursus i førstehjælp og studievejledning ligger parat på Idris’ tegnebord. Planen er, at studievejledere fra politiet, lægegerningen og andre faggrupper inviteres til at komme og fortælle de unge om deres arbejde. Så hold øje med Facebook-siden!

Det er vigtigt med gode rollemodeller, mener Idris. Foreningen ønsker sig derfor et samarbejde med en dansk spejderorganisation, sportsforening eller lignende. Hvis du eller din forening derfor har lyst til at møde en anden kultur og være med til at skabe globale broer og fred i verden, er du meget velkommen til at kontakte Idris.

Bliv medlem
ALLE kan blive medlemmer af Dansk-Afghansk Forening ved Næstved uanset politisk, etnisk eller religiøs baggrund. Etnisk danske er også meget velkomne! Du er velkommen til at komme uforpligtende forbi og hilse på, inden du beslutter dig for, om det er noget for dig.

Succesfuld integration
Danskerne har planlagt hvert minut af deres dag. Det kan derfor godt føles svært at komme ind på danskerne som udlænding”, siger Idris, og han fortsætter: ”For at få kontakt med danskerne er det nødvendigt at deltage i lokale arrangementer og foreninger. Det ville også være en rigtig god idé, hvis nye flygtningefamilier, der kommer til Danmark, blev tilknyttet en dansk familie det første år. På den måde kunne flygtninge hurtigere lære, hvordan danskerne holder jul, nytår, fastelavn, påske, Sankt Hans og andre højtider, ligesom de kunne se, hvordan vi lever og bor med hinanden”.

Er du herboende, afghansk flygtning og føler dig alene, er du velkommen til at kontakte Idris. Foreningen hjælper dig med at finde rundt i det danske system og tilbyder dig netværk.

 

FAKTABOKS

  • Dansk-Afghansk Forening ved Næstved har ca. 75 medlemmer.
  • Kontakt Idris Farzad, tlf. 51 37 02 54 eller mail nabila_farzad@hotmail.com, eller Zia Karimi, tlf. 41 80 22 53, hvis du har lyst til at blive medlem eller frivillig i foreningen.
  • Prisen for enkeltmedlemmer er 25 kr. pr. måned, meldes hele familien ind koster det 50 kr. pr. måned.
  • Følg Dansk-Afghansk Forening ved Næstved på Facebook.

 


Frivilligcenter Næstved har i samarbejde med foreningerne fokus på at udbrede kendskab til områdets forskellige frivillige sociale foreninger. Artiklen om Dansk-Afghansk Forening ved Næstved er skrevet af Anne Damsbo, Frivilligcenter Næstved.