imagefp4Kontakt os:

Log på

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me

Nyheder

Lokalebookinger i 2020 og ekstraordinær åbningstid

Lokalebookinger i 2020 og ekstraordinær åbningstid

Mandag den 2. december 2019 åbner vi for lokalebookinger i hele 2020. Denne dag har vi...

Juleferie i Frivilligcentret

Juleferie i Frivilligcentret

Fredag den 20. december 2018 kl. 9.00-12.00 er Frivilligcenter Næstveds sidste åbningsdag, inden...

Skal vi lave en Hemingway Club i Næstved?

Skal vi lave en Hemingway Club i Næstved?

EM 1992, seksualitet og James Bond er eksempler på emner, der tages op, når mænd over 60 år mødes...

Torben Kronstrand Nielsen udstiller i Folkerummet

Torben Kronstrand Nielsen udstiller i Folkerummet

Du kan opleve et udpluk af Torben Kronstrand Nielsens malerier i Folkerummet i Frivilligcenter...

Prostatakræft – sygdommen der rammer både mænd og kvinder

Prostatakræft – sygdommen der rammer både mænd og kvinder

”Min kone og jeg joker ofte med, at når jeg klapper hende bagi, vender hun sig om og siger ’tak’”....

  • Lokalebookinger i 2020 og ekstraordinær åbningstid

    Lokalebookinger i 2020 og ekstraordinær åbningstid

  • Juleferie i Frivilligcentret

    Juleferie i Frivilligcentret

  • Skal vi lave en Hemingway Club i Næstved?

    Skal vi lave en Hemingway Club i Næstved?

  • Torben Kronstrand Nielsen udstiller i Folkerummet

    Torben Kronstrand Nielsen udstiller i Folkerummet

  • Prostatakræft – sygdommen der rammer både mænd og kvinder

    Prostatakræft – sygdommen der rammer både mænd og kvinder

Vil du tale med unge teenagepiger?

Girltalk Sanne Gylling 2019 webGirlTalk søger kvinder i alderen 22-35 år som frivillige ledere af samtalegruppe for piger i Glumsø.

GirlTalk og Næstved Ungdomsskole planlægger at starte en samtalegruppe for piger fra 7.-9. klasse i Glumsø efter efterårsferien. Gruppen, ”EmPowR” mødes ti gange á to timers varighed i et klublokale under Susåskolen afdeling Glumsø.

Redskaber, temaer og erkendelser
Ideen er at give pigerne et frirum, hvor de kan tale om ting, der ligger dem på sinde og få redskaber til at håndtere de udfordringer, de møder i deres liv fx præstationspres, konflikter med venner, familie m.m. Pigerne får også mulighed for at danne nye venskaber og en erkendelse af, at andre kan have det lige som dem. Gruppen består af 6-8 piger, og alle har tavshedspligt.

Halvdelen af møderne har faste temaer fx selvværd og selvtillid, tanker, følelser, skolen, familien og fremtiden. De øvrige temaer aftales i fællesskab mellem leder og pigerne.

Gruppens to lederes rolle er at give deltagerne redskaber til at håndtere gode og svære ting i deres ungdomsår. Møderne starter derfor med et fagligt oplæg. Herefter er der øvelser, samtaler og hyggepauser med snacks.

Hvem er du
Er du én af de nye gruppeledere? Du kan blive gruppeleder, hvis du er i gang med eller har en relevant omsorgsuddannelse fx lærer, pædagog, psykolog, socialrådgiver eller du har lignende erfaring med børn og unge. Er du kvinde mellem 22-35 år, god til at lytte og støtte samt har lyst og tid til at engagere dig, så kunne det måske være noget for dig!

Eller måske kender du én, der kunne være interesseret? Hold dig ikke tilbage med at spørge vedkommende!

Uddannelse af gruppeledere
I gennemsnit skal du regne med at afsætte fire timer om ugen. Begge gruppeledere deltager i alle gruppemøder og øvrige aftaler. Gruppelederne får et seks timers kursus med fokus på bl.a. gruppedynamik, faglige metoder og din rolle som leder/makkerpar.

Girltalk har dokumentation for, at pigerne efter et EmPowR-forløb på et halvt år har øget deres psykiske trivsel, styrket deres sociale kompetencer og reduceret selvskadende adfærd”, udtaler Sanne Gylling til Frivilligcenter Næstveds hjemmeside.

Har du lyst til at høre mere og eventuelt lede en samtalegruppe i Næstved Kommune i samarbejde med en partner: Kontakt Mette Madsen, Næstved Ungdomsskole på metma@naestved.dk eller tlf. 25 45 14 65, tjek www.seriost.dk/empowR ud, eller send en mail til sanne@girltalk.dk.

Organisationen
GirlTalk er en non-profit organisation, der på landsplan arbejder for at hjælpe piger og unge kvinder i alderen 12 til 24 år. GirlTalk ønsker at forebygge mistrivsel blandt piger og unge kvinder, styrke deres selvværd og hjælpe dem, der har det svært. Pigerne har ofte problemer med ensomhed, lavt selvværd, de bekymrer sig meget og mangler selvtillid. Enkelte vælger også kurset for at lære mere om sig selv.

Ud over støttende samtalegrupper tilbyder GirlTalk anonym sms- og chatrådgivning og foredrag. Den anonyme rådgivning har åbent dagligt – se, hvornår på hjemmesiden. Forældre, lærere, pårørende, skoleklasser, virksomheder m.m. kan også bestille et foredrag, hvor en frivillig fra GirlTalk kommer ud og holder oplæg omkring et ønsket emne i alt fra én time til en hel dag med workshop. Emnet kunne være ”Vejen til voksen”, ”Hvordan valgte du din uddannelse” eller noget helt tredje.

Foredragsholderne er enten fagpersoner eller piger, der fortæller om egne erfaringer med udfordringer. Det kan også være både og.

På den anonyme rådgivning kan man skrive om det hele - alt fra kropslige forandringer, problemer med forældre, lavt selvværd og ensomhed til selvmordstanker, selvskade og spiseforstyrrelser.

Medlem
Som frivillig i foreningen bliver du medlem af organisationen GirlTalk. Her får du mulighed for faglige kurser, du kan deltage i faglige og sociale arrangementer og som bonus er der julegaver og rabat til Tivoli.

Som frivillig får du også tilbud om at deltage i temaaftener om fx ensomhed blandt børn og unge, unge og sorg og meget andet.

Medlemmer betaler 100 kr. i kontingent hvert tredje år og får bogen ”Ser du godt ud” ved indmeldelsen. Den sker ved den personlige samtale med én af sekretariatets fagpersoner ved optagelsen eller via girltalk.dk.

Sekretariat
GirlTalk har sekretariat i København, hvor der er tre personer ansat og flere frivillige tilknyttet. Sekretariatet giver blandt andet supervision til gruppelederne fire til fem gange i løbet af et samtaleforløb. Her støtter de op omkring ideer til aktiviteter og sikrer sig, at du har det godt i lederrollen. De ansætter også nye gruppeledere og sørger for god opstart af samtalegrupperne.

Sanne Gylling er en af de ansatte og leder af EmpowR-projektet. En del af hendes job er også at finde nye gode samarbejdspartnere.

Sanne er oprindeligt uddannet cand.mag. i dansk og filosofi, men har altid arbejdet med frivilligt socialt ved siden af uddannelsen. Efter endt uddannelse blev hun fastansat som rådgiver i Red Barnet.
På forespørgsel om Sanne savnede, at GirlTalk havde eksisteret, da hun var ung, svarer hun: ”Jeg kunne måske nok have haft brug for det, men jeg er ikke sikker på at jeg havde haft modet til at melde mig”.

Sanne har selv en datter på 14 år og en søn på 16.

Historie
GirlTalk blev oprettet i 2004 af psykologstuderende Anna Bjerre, der som teenager selv havde problemer med spiseforstyrrelser udsprunget af massiv mobning i skolen. Anna var ude og holde et foredrag om at være ung pige, og i pausen blev hun nærmest bestormet af unge piger, der havde et problem, de gerne ville tale med hende om. Det gik op for hende, at her var et hul i samfundets tilbud til unge piger, så sammen med tre andre kvinder startede hun GirlTalk.

I begyndelsen arbejde de alle frivilligt, men da Anna blev færdiguddannet, blev hun ansat som daglig leder. Ud over at lede GirlTalk arbejder hun som kognitiv terapeut for unge piger med behov.

 

FAKTA
https://girlTalk.dk 

Facebook.com/@girltalkdk

GirlTalk har ca. 150 frivillige medlemmer, 6.000 anonyme samtaler med piger og unge kvinder på chat og sms om året samt 10-12 samtalegrupper (EmpowR), hvor ca. 80 piger/unge kvinder får et intensivt vejledningsforløb over et halvt år.

GirlTalk samarbejder for tiden med kommunerne: Egedal, Frederiksberg, Høje-Taastrup, Hørsholm, København og Næstved. Organisationen er overvejende finansieret gennem indsamlinger og sponsorater.

Har du spørgsmål om GirlTalk? Vil du booke et foredrag? Kontakt sanne@girltalk.dk - tlf. 53 25 52 56.

 

Frivilligcenter Næstved har i samarbejde med foreningerne fokus på at udbrede kendskab til områdets forskellige frivillige sociale foreninger. Artiklen om GirlTalk er skrevet af Anne Damsbo, Frivilligcenter Næstved.