Skip to main content

Forening i fokus - Find fællesskab

”Det var en haj”

  • Intro billede: Amputationsforeningens logo

"Det var en haj"

Sådan begynder Jan sin historie, hvor han fortæller, hvordan han mistede sit venstre underben. Humoren er i behold, men alvoren har været en medspiller i hans liv det seneste år. Det, der begyndte som et uskyldigt sår på en tå, da et bræt faldt ned over den, endte med amputation af benet.

Jan er sammen med Robert, der også er benamputeret, medstifter af Cafe Balancegang Næstved – en lokalafdeling af Amputationsforeningen.

Mens Jan ventede på en benprotese, gik han til træning i Sundhedscentret for at forberede både fysikken og balancen. I mellemtiden lagde Jans kone et opslag op på Amputationsforeningens Facebookgruppe med spørgsmål, der var opstået efter amputationen. De så Robert. Han kontaktede Jan og hjalp med svar. Kan jeg bade som hidtil? Rejse? Hvad gør man lufthavnen og på flyet? Hvad hvis der opstår sår på benstumpen? Kan jeg arbejde efter amputationen? Hvilke hjælpemuligheder er der?

Ud over den fysiske funktionsnedsættelse var det også en stor psykisk belastning af blive amputeret. Efter operationen følte både Jan og Robert sig overladt til sig selv i det offentlige system. Jan fik en bog på 100 sider om amputation med hjem, ”men det var alt for overvældende, selv om det sikkert er en god bog”, siger Jan.

Café Balancegang, Næstved – en lokalafdeling af Amputationsforeningen

På Amputationsforeningens Facebookside fandt Robert ud af, at der stort set ikke var et aktivt foreningsliv for amputerede øst for Storebælt. Robert kontaktede derfor Jan, der også var fra Næstvedområdet, igen, og sammen blev de enige om at skabe et netværk med aktiviteter og arrangementer for amputerede. ”Café Balancegang Næstved” var en realitet.

Den 3. februar 2024 mødtes Café Balancegang Næstved på Holmegaard Værk, og her gik snakken lystigt. Arrangementet viste et stort behov for at udveksle erfaringer og oplevelser med andre amputerede. Siden har foreningen haft besøg af en amputationsrådgiver, og de har også været på tur til Gavnø Slot.

At skabe et socialt aktivt liv for amputerede er foreningens vigtigste formål, og mange pårørende er søde til at hjælpe til ved arrangementerne”, siger Robert og Jan.

Der er også mange arrangementer i kalenderen til efteråret. Blandt andet en aktivitetsweekend på Hou Søsportcenter, krolf på Hotel Præstekilde på Møn, en udflugt til Middelaldercentret I Nykøbing Falster, tur til Skovtårnet og julefrokost i Frivilligcenter Næstved. Nogle arrangementer står hovedorganisationen for, andre står den lokale Næstvedgruppe for. Se tidspunkter og andre detaljer på https://amputationsforeningen.dk/arrangementer/ 

Hvis man vil, kan man rigtig mange ting - også når man er amputeret. Mange sidder hjemme og har ondt af sig selv, ønsker ikke medlidenhed og opmærksomhed og vil ikke ud. Det er dem/jer, vi skal have ind i Café Balancegang”, siger Robert, og Jan tilføjer, at der ved møderne er en meget positiv stemning og ingen brok, så kom ud af busken og tag med!

Man behøver ikke at være medlem af Amputationsforeningen for at deltage i lokale arrangementer. Aktiviteterne koster kun de udgifter, der er forbundet med møderne fx entré, forplejning mv. Hvis du ønsker medlemskab af hovedorganisationen, koster det 200 kr. om året pr. person og 300 kr. for en familie.

Har du brug for rådgivning vedrørende kørekort, proteser, advokatbistand, hjælpemidler, love, regler eller fif og tips til din dagligdag kommer Robert eller jeg også gerne ud til dig og deler vores erfaringer med dig”, udtaler Jan. Du kan skrive til Jan på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. og Robert på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Lidt tanker, tips og tricks om amputation fra erfaringskassen

Når du går på et fortov som tobenet, tænker du måske ikke over, at fortovet hælder, for at regnvandet kan løbe af. Men som amputeret ”falder” du til siden. Det kan også være udfordrende at stå op i brusebad. Hvad gør du så? At køre bil klarer både Jan og Robert begge, bare bilen har automatgear.

Skal du i teatret eller biografen kan det være en god idé at booke et ydersæde, så protesen kan ”stikke” lidt ud på gangen. ”Det er også en god idé at tjekke, om der er trapper uden gelænder, og hvor høje trinnene er”, siger Robert. På en kold dag på golfbanen kan Robert finde på at svare ”kun på det ene ben”, når nogen spørger, om han fryser. Med humor og et lyst sind kommer man langt.

Nogle spørger ind til, om man kan ”mærke noget” i den legemsdel, der ikke er der mere. Hverken Robert eller Jan har fantomsmerter. De har en teori om, at smerterne opstår hos personer, der har været ude for et uheld, hvor benet er revet af og nerveenderne derfor gået i stykker på en ikke planlagt måde.

Robert fortæller: ”når jeg tager mit ben på i flyet for at gå på toilettet, kigger de andre noget. Men selv om de er nysgerrige, spørger de ikke ind til, hvad der er sket, eller hvordan jeg har det. Spørg endelig!” og Jan supplerer: ”Jeg ville også ønske at nysgerrige spurgte løs. Som indgangsvinkel til en snak har jeg overvejet at få trykt en t-shirt med teksten ”It was a shark”(det var en haj - underforstået, der snuppede benet).

Jan og Robert fra Cafe Balancegang, Næstved - en lokalafdeling af Amputationsforeningen

Robert (tv) og Jan fra Cafe Balancegang, Næstved - en lokalafdeling af Amputationsforeningen

Faktaboks

  • 1.500-1.600 danskere amputeres hvert år.
  • Årsagerne er typisk diabetes, kræft, hjerte-karsygdomme eller trafik- og arbejdsulykker.
  • Amputationsforeningen har på landsplan 570 medlemmer.
  • Café Balancegang Næstved, der er medlem af Frivilligcentret, har ikke et medlemskartotek.
  • www.amputationsforeningen.dk - her kan du se kommende arrangementer
  • www.facebook.com/amputationsforeningen  - privat gruppe på Facebook
Amputationsforeningens logo

Andre nyheder


Se flere nyheder

Frivilligcenter Næstved har i samarbejde med foreningerne fokus på at udbrede kendskab til områdets forskellige frivillige sociale foreninger. Artiklen om Amputationsforeningen er skrevet af Anne Damsbo, Frivilligcenter Næstved.

Bisidderne er til for dig

Bisidderne er til for dig

Hvad er en bisidder?
Bisidderne er en gruppe uvildige personer med forskellig faglig baggrund, som stiller sig til rådighed som bisiddere for borgere i Næstved Kommune.

Skal du fx til møde med en sagsbehandler, en læge, på hospitalet, et forsikringsselskab eller en pensionskasse. Har du brug for hjælp ved ansøgning om hjælpemidler, i forbindelse med boligskifte, kontakt til statsforvaltningen, retten, banken eller til et visitationsmøde, så kunne du måske godt bruge en ”hjælper” til at gå med? Det er selvfølgelig din sag og dig, der taler, men bisidderen hjælper dig med at få overblik i en vanskelig situation.

Han eller hun hjælper dig også til at beslutte, hvad du gerne vil have ud af mødet og støtter dig i at få stillet de relevante spørgsmål undervejs. En bisidder er ulønnet, uvildig og har tavshedspligt.

”Kravet til at fastholde folk på arbejdsmarkedet er blevet skærpet, samtidig med at stress og arbejdsrelaterede sygdomme er øget. Det giver konflikter og til tider alt for lange sagsbehandlingsforløb, der sætter tålmodigheden på prøve”, udtaler Peder Sass fra Bisidderne i Næstved, og han fortsætter: ”Vi savner ofte større respekt for borgerens situation”.

Bisiddernes baggrund er meget forskellig, således er både sygeplejerske, socialrådgiver, sagsbehandler, lærer, studerende, advokat og andre faggrupper repræsenteret. En af kursusdeltagerne tilbød at være koordinator og resten tilkendegav indenfor hvilket arbejdsområde, de bedst kunne fungere som bisidder. Sammensætningen af bisiddere har gennem årene ændret sig, og der er også kommet nye opgaver til.

Det startede for godt 10 år siden
Bisidderne i Næstved startede for godt ti år siden med hjælp fra Frivilligcenter Næstved, som tilbød et bisidderkursus om konflikthåndtering, notatteknik, etik og introduktion til de forskellige myndigheder. Her blev der lagt vægt på, hvor vigtigt respekt, ligeværdighed, gensidighed, tavshedspligt, åbent sind, nænsomhed, ydmyghed og værdighed er i opgaven.

Økonomi og samarbejde
Bisiddernetværket modtager § 18-tilskud til dækning af udgifter til kurser, kørsel, telefon og PR-virksomhed. Det har dog knebet med midler på det seneste.

Bisidderne i Næstved samarbejder med andre organisationer, der også yder bisidderbistand, og de tror på, at samarbejdet med den nye Borgerrådgiver i Næstved Kommune kan forbedre sagsbehandlingen.

Peder Sass fra Bisidderne i Næstved. Privatfoto

Peder Sass fra Bisidderne i Næstved, (privatfoto).

Fremtid
”Behovet for frivillige, uvildige bisiddere bliver desværre ikke mindre i de kommende år. Vi forsøger at få etableret bisidderkurser lokalt, så vi kan rekvirere nye frivillige.” fortæller Peder.

Har du derfor lyst til at lægge et par ekstra øjne og ører til i situationer, som er svære, uforståelige eller uoverskuelige for en borger, så var det måske noget for dig?

Kontakt
Har du brug en bisidder, eller har du selv lyst til at blive frivillig bisidder, så læs mere om Bisidderne i Næstved på www.bisiddernaestved.dk, og kontakt dem på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller tlf. 50 57 82 85.

Besøg Bisidder Næstveds hjemmeside

Bisiddernes logo med tlf. og hjemmesideadresse

Andre nyheder


Se flere nyheder

Artiklen er skrevet i samarbejde mellem Bisidderne i Næstved og Frivilligcenter Næstved.
Frivilligcenter Næstved har i samarbejde med foreningerne fokus på at udbrede kendskab til områdets forskellige frivillige sociale foreninger.
 

De kreative ildsjæle – et skabende, socialt fællesskab

  • Intro billede: Ruth (tv) og Jette udveksler inspiration, Mona har travlt med strikkepindene

De kreative ildsjæle – et skabende, socialt fællesskab

Hver mandag mødes en flok kvinder i Folkerummet på Frivilligcentret. De er hver især i gang med et kreativt projekt, som de har bragt med hjemmefra. Er det svært at få hul på opskriften eller driller den, er der masser af erfaring og gode råd at hente i gruppen, der mødes klokken 9.30. Den første, der møder ind, sørger for, at sætte kaffemaskinen i gang, og én af deltagerne har måske lidt sødt med til ganen.

Der er masser af tid til både sytøj, strikketøj og snakketøj. Deltagerne taler på kryds og tværs med hinanden om det, der rører sig, og spørger nysgerrigt ind til de andres hverdag. ”Socialt samvær med andre mennesker og at kunne udnytte sine kreative evner er vigtigt i vores gruppe”, udtaler Jette, der startede gruppen i begyndelsen af 2024. ”Mange synes det vigtigste i gruppen er snakken, og det at grine samme. Det er også vigtigt, men vi inspirerer også hinanden, når vi ser, hvad de andre har gang i af kreative projekter”.

Mund og hænder bevæger sig livligt indtil klokken 14.30, hvor det er tid at pakke sammen og forlade lokalet fyldt med ny energi. Har man ikke lyst, energi eller mulighed for at deltage alle fem timer, er man også velkommen i kortere tid. ”Bare duk op”, er Jettes opfordring.

Hvem er De kreative ildsjæle og hvad laver de?
Et halvt år efter gruppens start er der 16 medlemmer, og nye medlemmer er meget velkomne - især unge mennesker og mænd er der mangel på. Kan du ikke strikke, hækle eller sy, og har du lyst til at lære det, så spørg om hjælp i gruppen. Du kan også finde læringsvideoer på YouTube, og endelig kan du kaste dig over et alternativt kreaprojekt som fx akvarel- eller akrylmaling, pilefletning med mere.

Desværre kan gruppen ikke tilbyde træværksted eller keramikbrændeovn, men ellers er det kun lokalets størrelse og fantasien, der sætter grænsen for hvilke krea-projekter, der kan lade sig gøre. Der broderes, sys på maskine, strikkes og hækles, da Frivilligcentrets medarbejder kigger forbi. Jette Bau har også planer om at lave et kursus i fremstilling af crepepapir-blomster.
Medlemmerne af De kreative ildsjæle er som alle andre steder i samfundet personer med og uden mentale og fysiske udfordring. Én har endnu ikke fået gang i et håndarbejde. Hun har i første omgang brug for en snak, inden inspirationen indtræder. Og det er det perfekte sted ”for her er plads og rummelighed til alle”, udtaler Jette.

En anden af deltagerne i De kreative ildsjæle har tidligere deltaget i en eftermiddags-strikkeklub på biblioteket. Hun skiftede, da det passede hende bedre at mødes om formiddagen. Som os andre er hun meget glad for Frivilligcentrets faciliteter og for at være med i De kreative ildsjæle”, siger Jette. Ud over at mødes i Frivilligcentret hver mandag mødes gruppen også hver torsdag kl. 10.00 i ”De grønne møbler” på Næstved Bibliotek.

Gruppen har en logbog, hvor de skriver små beskeder til hinanden fra møde til møde. Her kan de se, hvem der har været der, hvem der stod for kaffe og eventuelt kage, og bogen bruges kontruktivt til opfølgning af emner, der er talt om, og som der eventuelt skal handles videre på senere.

Det koster ikke noget at være med i De kreative ildsjæle, men man skal selvfølgelig regne med udgifter til materialer til egne kreaprojekter samt lidt til kaffe og kage. Indtil videre medbringer medlemmerne selv madpakke, men på sigt har Jette planer om at lave fælles mad i Frivilligcentrets køkken.

Fra idé til etablering af gruppen
Da Jette fik idéen til at lave et fællesskab omkring kreative sysler, var der ikke langt fra tanke til handling. Og efter et enkelt opslag i en lokal facebookgruppe, var gruppen en realitet. Nye medlemmer kom til, når de hørte om gruppen fra andre og efter få måneder var deltagerantallet så højt, at der blev behov for et stort lokale. De kreative ildsjæle flyttede ind i Frivilligcenter Næstved – De Sociale Foreningers Hus i juni.

Jette er uddannet håndarbejds- og folkeskolelærer med linjefag i specialpædagogik. Fibromyalgi og andre skavanker har sat en stopper for fortsættelse på arbejdsmarkedet, men lysten til at udfolde sig kreativt lever i bedste velgående. Udover at være primus motor i De kreative ildsjæle er Jette også frivillig i en kreagruppe på Plejecenter Røjleparken i Fensmark et par timer hver onsdag.

Vil du være med?
Skulle du have fået lyst til at besøge gruppen og se, om det også er noget for dig, så bare duk op! Også i de uger, hvor mange holder sommerferie er der åbent, og der er ingen tilmelding til møderne.

Du kan også kontakte Jette Bau på mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller tlf. 21 47 78 70, hvis du vil høre mere om De kreative ildsjæle. Og endelig kan du finde gruppen på Facebook.com under navnet ”Håndarbejde på frivillig centeret Mandag kl 9.30. De kreative ildsjæle” (klik på den grønne knap ”Bliv medlem af gruppen” og afvent administrators godkendelse).

Alle er velkomne!

De kreative ildsjæle – et skabende, socialt fællesskab Ruth (tv) og Jette udveksler inspiration, Mona har travlt med strikkepindene.

Ruth (tv) og Jette udveksler inspiration, Mona har travlt med strikkepindene


Jette Bau fra De kreative ildsjæle

Jette Bau, iværksætter

Andre nyheder


Se flere nyheder

Frivilligcenter Næstved har i samarbejde med foreningerne fokus på at udbrede kendskab til områdets forskellige frivillige sociale foreninger. Artiklen om De kreative ildsjæle er skrevet af Anne Damsbo, Frivilligcenter Næstved.

Gode oplevelser og fællesskaber tæt på

  • Intro billede: Fra turbåden Discovery ud for Møns Klint forår 2024. Danske Seniorer

Gode oplevelser og fællesskaber tæt på

En gruppe medlemmer fra Danske Seniorer gik i begyndelsen af oktober sammen i teatret og så teaterstykket ”Jeg fortryder intet …. Vel”. Bagefter fortsatte de i byen, hvor de nød en syv retters menu på Café Polka. Takket være den nye aktivitetsgruppe i Næstved er det nu ikke nødvendigt at køre langt for at få en god oplevelse som medlem af Danske Seniorer.

Ny aktivitetsgruppe for 50+ i Næstvedområdet
Da jeg blev medlem af Danske Seniorer for halvandet år siden, tænkte jeg over, at mange af organisationens aktiviteter foregik langt væk. Det fortalte jeg ledelsen, der straks opfordrede mig til at blive frivillig. Og sådan gik det til, at jeg blev kontaktperson og medstifter af en lokal aktivitetsgruppe i Næstved”, udtaler Grethe Lambrecht. Hun har sammen med fire andre medlemmer siden marts 2024 sørget for, at Danske Seniorer Aktivitetsgruppe Næstved har sat spændende udflugter og oplevelser på programmet i det sydøstlige hjørne af Danmark.

Fra programmet kan nævnes en tur ud med båden ”Discovery” fra Klintholm Havn i foråret, hvor 17 medlemmer så Møns Klint fra søsiden og i sommer besøgte andre Næstved Automobilmuseum og Hotel Vinhuset.Næste arrangement er et foredrag om kriseparathed den 22. oktober kl. 13.30-15.30. Det handler om at kunne tage vare på sig selv, naboen og boligen i tre døgn, hvis det værste skulle ske. Det er gratis for medlemmer at deltage.

En uge senere, den 30. oktober kl. 19.00-21.00, giver politiet gode råd til, hvordan du undgår at blive snydt på nettet, i telefonen, direkte eller ved sms’er af svindlernes ufine metoder. Begge foredrag holdes i Frivilligcenter Næstved, Farimagsvej 16, 4700 Næstved, og tilmelding sker enten via www.danske-seniorer.dk/oplevelser eller telefonisk på 35 37 24 22 (hverdage kl. 9.30-14).

Året afsluttes med en hyggelig julefrokost søndag den 8. december, hvor tilmeldte mødes kl. 17.30 på restaurant Peperoncino – Det røde pakhus og spiser en lækker 2-retters menu. Når den er spist, går de sammen mod teatret, hvor de skal opleve Café Livas forrygende julecabarét ”Julen er hjerternes fest”. Du kan stadig nå at tilmelde dig.

Ud over ovennævnte arrangementer holder hovedorganisationen møde om nye bankoregler torsdag den 9. januar 2025 i Frivilligcenter Næstved. Vedtages loven ikke, aflyses mødet.

”Alle arrangementer, som Aktivitetsgruppen i Næstved står for, er for alle medlemmer, uanset om man er enkeltmedlem eller foreningsmedlem, og om man bor i Næstved eller på Fyn”, fortæller Rikke Samssund, der er organisationskonsulent for Østdanmark.

Grethe, der er ét af de 75.000 medlemmer, organisationen har på landsplan og opfordrer dig til også at komme med i fællesskabet: ”Danske Seniorer er DIT aktiv – til et trygt og sjovt seniorliv”.

Et medlemskab af Danske Seniorer koster 200 kr. om året og 300 kr. for par. Du melder dig ind på www.danske-seniorer.dk/bliv-medlem. Indmeldelse kan også ske via en lokal ældreklub eller -forening, hvor kontingentet typisk er noget lavere, og du opnår samme rettigheder.

Frivillig i Danske Seniorers Aktivitetsgruppe Næstved
Kunne du tænke dig at arbejde frivilligt i den lokale aktivitetsgruppe? Har du gode ideer til aktiviteter og oplevelser, og har du lyst til at hjælpe med at føre dem ud i livet? Så er du meget velkommen til at sende en mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Hvorfor medlemskab af Danske Seniorer?
Som medlem af Danske Seniorer får du mulighed for at møde andre med samme interesser som dig, og du kan finde venner tæt på, hvor du bor. Ensomhed har vist sig i videnskabelige undersøgelser at være farligere end at ryge for levealderen, det er derfor vigtigt at turde sige ja til nye oplevelser og fremmede mennesker.

Desuden giver medlemskab mulighed for rabatter på en lang række forbrugsgoder, oplevelser, overnatning og restaurantbesøg. Få rabat på Hotel Vinhuset i Næstved (25% på mad, 20% på overnatning), Sol og Strand sommerhusudlejning (10%), Ringsted Kongrescenter (10%), gratis uvildig pensionsrådgivning, Næstved Museum og har du bil kan du også få rabat på undervognsbehandling (15%) og -service (10%). Kan du lide at læse, er der mulighed for to måneders prøveabonnement på postcast- og lydbogsudgivere.

”Er du til musik, er der Senior Festivalen på Marielyst Højskole, som hvert år afholdes i juli og som Danske Seniorer er medarrangør af, og hvert år står Danske Seniorer også bag en stor Seniorkoncert i Ringsted. I 2025 finder den sted 24. april og Annette Heick, Jesper Lohmann og Caspar Phillipson er på programmet”, udtaler Rikke.

Danske Seniorer arbejder for det gode, trygge seniorliv og aktive fællesskaber, hvor både seniorer og seniorforeninger optages som medlemmer. Organisationen har 75.000 medlemmer og 400 lokalforeninger som medlemmer.

Danske Seniorers historie
Danske Seniorer er dannet i 2013 som fusion af tre store pensionistorganisationer, men historien går helt tilbage til 1926 i en tid uden folkepension og uden mange rettigheder for ældre.

Fakta

  • Danske Seniorer sender nyhedsbrev ud ca. hver 14. dag.
  • Aktiviteter udbydes løbende på www.danske-seniorer.dk/oplevelser.
  • Medlemmer modtager SeniorBladet 6 gange om året i postkassen.
  • 17 kredse i Danmark. Kreds Vestsjælland dækker Næstved, Odsherred, Kalundborg, Holbæk, Sorø og Slagelse kommuner.
  • 3 aktivitetsgrupper i Danmark, der arrangerer sjove ting uden at skulle sidde i en bestyrelse.
  • Grupperne ligger i hhv. København, Roskilde og Næstved.
  • 9 ansatte.
Udflugt med turbåden Discovery ud for Møns Klint forår 2024

Udflugt med turbåden Discovery ud for Møns Klint forår 2024


Logo for Danske Seniorer

Andre nyheder


Se flere nyheder

Frivilligcenter Næstved har i samarbejde med foreningerne fokus på at udbrede kendskab til områdets forskellige frivillige sociale foreninger. Artiklen om Danske Seniorer er skrevet af Anne Damsbo, Frivilligcenter Næstved.

Gratis fællesskab om gode historier – alle er velkomne

  • Intro billede: Foto af tre personer, der sidder om et bord, hvoraf et par af dem læser op

Gratis fællesskab om gode historier – alle er velkomne

Besøger du Frivilligcenter Næstved en fredag eftermiddag, kan du på første sal nyde højtlæsningen af en god historie. Læseforeningens frivillige læseguider, Vivi og Rikke, læser højt, og guider deltagerne gennem en snak om det læste, som både kan være novelletekster, uddrag af romaner og poesi.

Læsefælleskabet er et frirum på tværs af alder, køn, kultur og sociale skel. Med udgangspunkt i metoden guidet fælleslæsning skaber værterne fællesskaber for alle, hvor en mangfoldighed af stemmer mødes omkring litteratur. Alle kan være med, da det hverken kræver forberedelse eller en særlig viden for at kunne deltage.

Alle, der har lyst til at mødes i et fællesskab og lytte til en god historie er velkomne. Der er ingen tilmelding, man kommer bare. Vivi og Rikke serverer kaffe og te undervejs, og det er gratis at deltage.

Sådan foregår en læsetime
Et læsefællesskab tager udgangspunkt i metoden guidet fælleslæsning – en metode udviklet til at dele skønlitterære læseoplevelser gennem live-læsning i mindre grupper – oftest med fire til otte deltagere. En uddannet læseguide veksler mellem højtlæsning og samtale.

Ud fra egen lyst vælger læseguiden, hvilke tekster hun tager med. Genre varierer typisk mellem digte, noveller og romanuddrag.

Du har mulighed for at deltage anonymt, og har du virksomme hænder, er du velkommen til at medbringe fx et strikketøj eller blyant og papir.

Samtalerummet i Frivilligcentret er et behageligt sted, der ikke minder det mindste om skole og undervisning. Her kan du slappe af, læne dig tilbage og lytte. Du får teksterne i kopieret version, så du kan følge med i oplæsningen og tage dem med hjem bagefter.

Ingen forberedelse eller særlige forkundskaber
Deltagelse kræver ingen forberedelse, da guidet fælleslæsning tager udgangspunkt i de følelser og tanker, der opstår umiddelbart, mens man læser en tekst. Samtalen bagefter bygger derved på den enkeltes læseoplevelse og de livserfaringer, hver læser bringer ind i forståelsen af værket. Og ikke på en fagspecifik, forhåndserhvervet viden om skønlitteratur. Også fraværet af forberedelse er en måde at inddrage alle i et fællesskab.

Det er noget nyt, som læses hver gang, og deltagerne kender ikke teksterne på forhånd. Derfor kan alle være med - og faktisk vente med at beslutte sig til deltagelse på selve dagen.

Eksempel på læsetime:
Hvis Maria Grene, projektleder fra Læseforeningen skulle guide et læsefællesskab, ville hun tage novellen ”Bademorgen” af Tove Jansson (hende der også har skrevet Mumitroldene) og matche den med ét af Siri Ranva Hjelms Jacobsens digte fra samlingen ”Havbrevene”. Begge tekster handler blandt andet om relationer i familier, og der er mange smukke ord og billeder om naturen. Eksempelvis er der et forhold mellem et barnebarn og en bedstemor, og det kunne være, deltagerne kunne relatere til det. Det kunne også være, at naturen og havene var genkendelige eller fremmedartet, og hun ville spørge ind til det.

Bag om Læseforeningen
Læseforeningens direktør Mette Steenberg forskede ved Aarhus Universitet i 2010. Her opdagede hun, at The Reader Organisation i Liverpool havde udviklet en metode ved navn Shared Reading. Den tog hun med tilbage til Danmark og startede derefter Læseforeningen. Siden 2015 har organisationen arbejdet i krydsfeltet mellem socialt udviklingsarbejde, kultur og mental sundhedsfremme med udgangspunkt i indsatsområderne udsathed, ensomhed og psykisk mistrivsel.

Vivi og Rikke har deltaget på et tredages læseguide-kursus, hvor de er trænet til at facilitere en samtale, hvor alle tanker og følelser, som teksterne vækker, er velkomne. Nogle mennesker har måske dårlige oplevelser med skønlitteratur, men finder læseforeningens fællesskab rart, fordi der ikke er nogle svar, der er rigtige eller forkerte.

Prøv det! Kom uforpligtende og oplev en magisk stund! Kender du nogen, der kunne have glæde af tilbuddet i din familie eller blandt dine venner og bekendte, vil vi være dig taknemmelig, hvis du fortæller om tilbuddet til dem.

Faktaboks
Læseforeningen tilbyder fællesskab om en bog hver fredag kl. 14-15 i Frivilligcenter Næstved - De Sociale Foreningers Hus, Samtalerummet, Farimagsvej 16, 4700 Næstved. I Samtalerummet står også et bogskab, hvor du er velkommen til at tage en gratis god bog med hjem (og evt. stille én, du har læst).

Læseforeningen er landsdækkende og har hovedsæde i Aarhus. De har omkring 200 aktive frivillige læseguider, der læser ved 160 ugentlige læsefællesskaber rundt i hele landet.

Læs mere på Læseforeningens hjemmeside

Foto af tre personer, der sidder om et bord, hvoraf et par af dem læser op

Foto: Pressefoto fra Læseforeningen.

.

Andre nyheder


Se flere nyheder

Frivilligcenter Næstved har i samarbejde med foreningerne fokus på at udbrede kendskab til områdets forskellige frivillige sociale foreninger. Artiklen om Læseforeningen er skrevet af Anne Damsbo, Frivilligcenter Næstved.

.

NADA-behandling er for alle

NADA-behandling er for alle

Har du søvnproblemer, føler du dig stresset, lider du af eksamensangst eller har du måske bare brug for mere ro og afslapning? Så er NADA (National Acupunkture Detoxification Association) lige noget for dig. NADA er kort fortalt øreakupunktur, og det er en behandlingsform, som har til formål at afbalancere og styrke kroppens funktioner. Metoden er helt tilbage fra 1970’erne, men bruges stadig flittigt i dag af mennesker i alle aldersgrupper.

Under NADA-behandlingen sættes 5 sterile engangsnåle i hvert øre, og de skal sidde i ørene i 45 minutter. Imens får de behandlede slappet af samt snakket en masse med de andre, der også bliver behandlet. Imens har de mulighed for at få en helt speciel kop NADA te, som gør at man føler sig mere beroliget. Så i modsætning til almindelig akupunktur og NADA-behandling på klinikker, så er NADA i frivilligcenteret ikke bare en behandlingsform men også et socialt fællesskab, hvor man har mulighed for at danne nye relationer. Hvis man ikke er til at sidde og snakke imens, så er der også mulighed for at sidde for sig selv og slappe af.

For at NADA-behandlingen skal virke på dig, er det vigtigt at vide, at det næppe hjælper efter en enkelt behandling. De fleste, som får behandlingerne, får det en til to gange om ugen. Derudover så findes der to forskellige former for behandling. Du kan enten få sat fem sterile engangsnåle i hvert øre eller du kan få sat to magneter på ørene, en på forsiden af øret og en på bagsiden, som holder indtil, at du tager dem ud eller de selv falder ud.

Margit Sveigaard er pensionist, og har benyttet sig af NADA-behandlingen i snart to år. “Jeg går her to gange om ugen, og jeg bruger NADA, fordi jeg har svært ved at falde i søvn, og det har virkelig hjulpet på det. Udover det mener jeg, at det har hjulpet på mine nyretal”.

De behandlede er ikke de eneste der får udviklet nye venskaber, for hvis man spørger NADA-behandleren Poul Mejlvang, så betyder det socialt også en hel del for ham. “Det er nærmest sådan min livline at tage herind de her to gange om ugen”. Poul er pensionist og har været frivillig som NADA-behandler i 5 år, og han elsker det. Det giver ham en masse at være frivillig kontra at være på en klinik. “Jeg kan godt lide at være frivillig. Jeg er pensionist, så det at komme ud ad døren er dejligt”.

For at kunne blive NADA-behandler kræver det at man skal være på et flere dages kursus, hvor man får øvet sig en masse. Poul har også selv gjort brug af NADA-behandlingen, dog er det sværere at sætte nålene i sig selv.

Udover det bygger NADA på traditionelt kinesisk medicin, og forskellen på NADA og almindelig akupunktur er, at NADA-behandlingen virker mere psykisk, hvorimod akupunktur er mere lindrende fysisk, hvis man har ondt nogle steder på kroppen.

Hvis dette er noget for dig, så kom og besøg Poul Mejlvang hver mandag mellem 11:00 og 12:00 og torsdag mellem 16:30 og 17:30 og få en god oplevelse. Det foregår i De Sociale Foreningers Hus i Næstved på Farimagsvej 16, og det kræver ikke nogen tilmelding.

Hvis du har spørgsmål, så kan du kontakte Poul Mejlvang, tlf: 42 50 86 46, mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Margit Sveigaard modtager Nadabehandling af Poul Mejlvang

Margit Sveigaard modtager Nadabehandling af Poul Mejlvang.

Andre nyheder


Se flere nyheder

Artiklen er skrevet af Amalie, Frederikke og Holger fra 1.g på Herlufsholm Skole i forbindelse med skolens frivilliguge. Amalie, Frederikke og Holger besøgte Frivilligcenter Næstved den 13.-15. marts 2023, hvor de bl.a. hjalp til med at udbrede kendskab til områdets forskellige frivillige sociale foreninger.

Samarbejde mellem patientforeninger

  • Intro billede:

Samarbejde mellem patientforeninger

Mange har mere end én sygdom at slås med, og det kan derfor være en fordel, at flere patientforeninger går sammen om foredrag og arrangementer. På den måde kan erfaringer udveksles på tværs, som Osteoporoseforeningen og Gigtforeningens lokalafdelinger har gjort med et foredrag i september.

Hvordan opstod idéen til samarbejdet og formål

Ofte hænger knas med led og knogler sammen, fordi medicinsk behandling af gigt kan forårsage forøget kalktab i knoglerne. Det er derfor vigtigt at få talt med lægen om netop din risiko”, udtaler Lis Hummel fra Gigtforeningen.

Det var Kirsten fra Gigtforeningen, der fik idéen til et foredrag på tværs af patientforeningerne, da hun tilfældigt kom til at sidde ved siden af én fra Osteoporoseforeningen ved et arrangement. De kom til at tale om gigtmedicins bivirkninger i form af knoglenedbrud. Efterfølgende kontaktede hun en ekspert og foredragsholder på området, og et samarbejde på tværs af patientforeninger var skabt.

Økonomisk kan vi bedre løfte opgaven, når vi går sammen to foreninger”, udtaler Anne Marie fra Osteoporoseforeningen og Anita supplerer: ”Vores organisationer kan også spare med hinanden omkring fx fondssøgninger og rekruttering af nye bestyrelsesmedlemmer. I Faxe Kommune afholdes ét årligt møde for Sundhedsnetværket i Frivilligrådet i Faxe Kommune. Det kunne måske være en idé for andre kommuner at tage op for at fremme samarbejder på tværs af patientforeninger?

Foredrag: Gigtmedicin medfører knogleskørhed

Onsdag den 4. september 2024 kl. 18.00-20.00 holder overlæge Pia Eiken fra Bispebjerg Hospital foredrag om gigtmedicin og dets mulige bivirkninger i forhold til knogleskørhed.

Du kan høre foredraget i Musikstalden, Grønnegade 10, 4700 Næstved, hvor der også vil være mulighed for at stille spørgsmål. Alle er velkomne.


Pris: 50 kr. for medlemmer, 80 kr. for ikke medlemmer. Prisen er inkl. sandwich og vand i pausen og betaling sker via MobilePay ved tilmelding eller kontant med fremmøde.

Tilmelding til Gigtforeningen: https://gfsydsjaellandmoen.nemtilmeld.dk/28/, mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller tlf. 22 14 22 75.

Tilmelding til Osteoporoseforeningen: https://st.nemtilmeld.dk/ eller sms/tlf. 31 78 92 34 (Anne Marie).

Læs mere om arrangementet:Kultunaut.dk: https://www.kultunaut.dk/perl/arrmore/type-nynaut?ArrNr=17465213

Personlige historier

Anita fra Osteoporoseforeningen: ”Da jeg fik diagnosen knogleskørhed, blev jeg efterladt med stor frustration over, hvor få oplysninger om sygdommen jeg fik fra sundhedsvæsenet. Jeg meldte mig ind i den lokale afdeling af Osteoporoseforeningen og fik her den viden, jeg havde brug for samt håb for fremtiden med sygdom via foredrag. Foreningen tilbyder også personlig telefonisk vejledning med læge, sygeplejerske, diætist og fysioterapeut.

På et tidspunkt kom jeg i bestyrelsen og for halvandet år siden formand. Jeg er rigtig glad for at være frivillig i Osteoporoseforeningen, hvor vi har et godt netværk. Vi udvikler nye tiltag lokalt og er meget lydhør overfor medlemmernes ønsker”.

Lis fra Gigtforeningen: ”Jeg har haft gigt i rigtig mange år. På et tidspunkt blev jeg henvist til Sano Rehabiliteringscenter i Skælskør. Det ophold fik jeg meget ud af og efterfølgende meldte jeg mig ind i Gigtforeningen bl.a. for at give lidt tilbage ved at arbejde som frivillig. Nu er jeg kasserer. Jeg har smerter døgnet rundt. Min medicin er bl.a. at engagere mig i foreningsarbejdet. Det giver mig utroligt meget at kunne hjælpe andre ved at fortælle, hvor de kan hente rådgivning, støtte og hjælp i deres situation med gigt.

På et tidspunkt i mit sygdomsforløb stødte Osteoporose så til, det har ikke gjort det nemmere. Min højde er reduceret fra 160 til 144 cm pga. sammenfald i ryggen, og det går kun én vej. Men jeg håber at kunne overbevise andre om, at man stadig kan meget. Vi kan fx stadig tage på skovtur eller lave snobrød over bål”.

Gigtforeningen

Som medlem af Gigtforeningen får du viden og gode råd. Du får også personlige medlemsfordele i webshoppen, på ferier og til arrangementer. Samtidig støtter du en god sag for 340 kr. om året.

Gigtforening Sydsjælland Møn breder sig over fire kommuner: Vordingborg, Næstved, Faxe og Stevns. Foreningen har en vision om at danne lokalgrupper på henholdsvis Møn og i Faxe/Stevns, da den geografiske spredning i foreningen er stor ved cafémøder og udflugter. Lige nu er der lokalgrupper i Vordingborg og Næstved.

Kunne du tænke dig at blive medlem af Gigtforeningen, så kontakt Lis Hummel på mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller tlf. 22 14 22 75. Læs mere på www.gigtforeningen.dk

Osteoporoseforeningen

Som medlem i Osteoporoseforeningen kan du møde andre i samme situation og få gratis hjælp og ekspertrådgivning. Samtidig støtter du knoglesagen og er med til at sætte fokus på sygdommen, der både rammer mænd og kvinder.

Osteoporoseforeningen Lokalafdeling Storstrøm dækker Næsted, Faxe, Stevns, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland Kommuner. Afdelingen afholder fire foredrag om året i Næstved Kommune. Én gang om måneden holdes knoglecafé i Frivilligcenter Næstved, hvor der også er indlagt gåtur med øvelser i naturen. Her bliver udvekslet problematikker med sygdommen blandt medlemmerne og dagens nyheder bliver vendt over en kop kaffe/te.

Kom med i netværket og bliv medlem af Osteoporoseforeningen: sms KNO til 1217, skriv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller ring til 86 13 91 11. Få mere information på www.osteoporose.dk

Frivillig kasserer søges
Kunne du tænke dig at være med til at gøre en forskel og blive kasserer i vores bestyrelse? Link til kasserer job i Osteoporoseforeningen finder du her: https://frivilligjob.dk/job/148888/vil-du-vaere-kasserer-i-osteoporoseforeningens-lokalafdeling-storstrom.

Foreninger: Samarbejd på tværs!

Sundhedsvæsenet er opdelt, men det er vi mennesker ikke. Derfor giver det god mening at se på helheden – og på, hvad der er vigtigt for den enkelte. Måske Depressionsforeningen og Bedre Psykiatri kunne have glæde af at gå sammen om arrangementer? Måske flygtningeorganisationer kunne skaffe tøj til nytilflyttere i genbrugsbutikker? Måske foreninger omkring børn, unge og ældre kunne samarbejde?

Vi i Frivilligcenter Næstved ser mange muligheder og hjælper jer gerne videre, så tøv ikke med at ringe eller skrive til os for sparring på mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller tlf. 55 77 62 43.

Foto af Lis og Kirsten fra Gigtforeningen og Anita og Anne Marie fra Osteoporoseforeningen

Fra venstre: Lis og Kirsten fra Gigtforeningen, Anita og Anne Marie fra Osteoporoseforeningen

Gigtforeningens logo
Osteoforoseforeningens logo
Foto af overlæge Pia Eiken

Overlæge Pia Eiken fra Bispebjerg Hospital holder foredrag om gigtmedicin og dets mulige bivirkninger i forhold til knogleskørhed


Frivilligcenter Næstved har i samarbejde med foreningerne fokus på at udbrede kendskab til områdets forskellige frivillige sociale foreninger. Artiklen om samarbejdet mellem Gigtforeningen og Osteoporoseforeningen er skrevet af Anne Damsbo, Frivilligcenter Næstved.

Andre nyheder


Se flere nyheder

Velkommen til Den Filippinske Klub, der holder møder i Frivilligcentret

Velkommen til Den Filippinske Klub, der holder møder i Frivilligcentret

Siden Maria og Nellie fra Filippinerne mødtes første gang på et danskkursus for 27 år siden, har de været venner. Som alle udlændinge i et andet land følte Maria og Nellie et behov for at samles med landsmænd, der havde samme kulturbaggrund, og hvor de kunne støtte hinanden ved fælles udfordringer med sprog og integration. Da de fx blev mødt med ”I skal tage tilbage, hvor I kommer fra!”-tilråb på gaden, var det rart at kunne fortælle hinanden, at alt nok skulle gå. ”Tonen er heldigvis blevet mildere, efter at der er kommet lovgivning om racisme”, siger Maria.

Maria kendte ingen filippinere i Danmark, da hun kom hertil, men gennem klubben har hun mødt flere fra hendes tid i Filippinerne.

Marias historie
Maria mødte sin mand, Ole i Bahrain – en østat i Mellemøsten – hvor de begge arbejdede. Ole var udsendt af sit firma, og Maria sang i et band. Sød musik opstod, men Oles kontrakt løb ud, og de tog hjem hver til sit land. Efter halvandet års fjernkorrespondance rejste Ole til Filippinerne, hvor de giftede sig. De bosatte sig efterfølgende i Danmark og fik med tiden to børn, hvoraf deres datter, Nicole nu er kasserer i Den Filippinske Klub.

”Åh nej, hvad er det for et land, jeg er kommet til? Her er masser af sne, og træerne er døde”, var Marias første tanke, da hun landede i Kastrup. Det var i november måned.

Det var svært at lære dansk, men nu taler begge kvinder sproget flydende. "Han, hun, nutid og datid bruges fx ikke på filippinsk”, fortæller Marias mand Ole. I begyndelsen talte Maria engelsk med sin mand, men efterhånden som der kom børn til, blev sproget mere og mere dansk i familien.

Maria og Nellie føler sig nu som danskere. Deres børn og børnebørn er vokset op her, og Danmark er deres hjem.

Filippinere i Danmark
Mange filippinere er kommet til Danmark som au pair-piger, en del filippinske kvinder bliver dansk gift. Ikke overraskende viser erfaringer, at det er lettere at tilpasse sig det danske samfund, når man kommer hertil som ung. Nellie har set eksempler på kvinder, der bliver dansk gift i en moden alder og flytter hertil. Men selv om de har børn i Danmark, bliver de ofte skilt og vender tilbage til Filippinerne.

Stor jubilæumsfest til november
Der har eksisteret forskellige filippinske klubber i Næstved siden 2001. Den nuværende ”Den Filippinske Klub” er stiftet som forening med vedtægter og CVR-nummer i 2013.

De første år blev møderne holdt privat, men efterhånden som der kom flere medlemmer til, flyttede møderne til Grønnegades Kaserne, og den 28. januar 2023 blev Frivilligcenter Næstved – De Sociale Foreningers Hus nyt mødested, da klubben her kan mødes for et medlemskab på i alt kun 300 kr. for et helt år.

Klubbens 10-års jubilæum fejres lørdag den 18. november 2023 med en stor fest på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

Nye medlemmer
Når en nytilflyttet filippiner får udleveret CPR-nummer ved opholdstilladelse, har kommunen været flinke til at informere om klubben. Skulle du ikke have hørt om Den Filippinske Klub, og har du lyst til at vide mere, er du meget velkommen til at skrive til: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..
Medlemskab koster 110 kr. om året (55 kr. for unge singler).

Nye medlemmer er velkomne!

Besøg Den Filippinske Klubs Facebookgruppe

Bestyrelse
Nuværende Bestyrelse består af formand Maria Teresita Hardt, næstformand Nellie Valderama Nielsen, sekretær Mel-Vhi Felizario Nielsen, kasserer Nicole Hardt samt Jin Sørensen. Jay Valderama Nielsen og Luz Hansen er suppleanter.

Maria og Nelli fra Den Filippinske Klub

Maria og Nelli fra Den Filippinske Klub

Andre nyheder


Se flere nyheder

 
Frivilligcenter Næstved har i samarbejde med foreningerne fokus på at udbrede kendskab til områdets forskellige frivillige sociale foreninger. 
Artiklen om Den Filippinske Klub er skrevet af Anne Damsbo, Frivilligcenter Næstved.

Ventilen gør ungdommen mindre ensom

Ventilen gør ungdommen mindre ensom

Er du ung og føler dig ensom? Så bliv en del af Ventilen og se frem til en stor personlig udvikling.

Ventilen er en frivillig social organisation, som har til formål at gøre ungdommen mindre ensom. Den opstod i 1993, hvor det var et sted for unge, der døjer med ensomhed. I dag er Ventilen en landsdækkende organisation, som har 25 lokalafdelinger spredt ud i de forskellige større byer landet over.

Ventilen er i dag et sted for unge mellem 15 og 25 år, som kommer hvis de enten føler sig uden for fællesskabet eller generelt ikke føler de har nogle tætte venner. Ventilen er et sted med plads til alle og hjælper unge med at give dem mod til at finde deres sociale kompetencer frem igen. Hos Ventilen er der hver tirsdag klokken 17-21 en aktivitet, som for eksempel madlavning eller noget andet hyggeligt. Dette er med til at skabe et sammenhold på kryds og tværs af de unge, som alle deler den samme usikkerhed, nemlig at føler sig alene.

De unge mennesker kommer ofte hos Ventilen, hvis der er sket et skift i deres liv, da det er her de begynder at kunne føle sig ensomme. Det kan være skiftet fra Folkeskole til Gymnasie og skilsmisse mellem forældrene. Nogle af de unge, der er benytter Ventilen kan også have fået et lavt selvværd, da de kan været blevet mobbet hele deres liv. Det kan blandt andet være på skoler, fritidsklubber eller digitalt over de sociale medier. Ditte Rasmussen har oplevet at mange af de unge kommer til Ventilen, fordi de netop har fået lavere selvværd eller ikke føler sig gode nok. ”Jeg kan blive sur over, at der stadig er den her mobning i folkeskolerne”.

Ditte Rasmussen er frivillig i Ventilen Næstved, og har været det i 10 år. Ditte er 28 år og studerer til socialrådgiver, og hendes hjerte banker for at være frivillig og hjælpe de unge. ”Jeg synes det er megafedt at være frivillig, jeg bliver aldrig træt af at se de unge, som udvikler sig. Og jeg føler, at jeg gør en kæmpe forskel for de unge, men også for mig selv”.

Mange unge har svært ved at indse at de faktisk går og er ensomme eller ikke har så mange rigtige venner, og dette skyldes at ensomhed er blevet et tabu, så derfor har man i Ventilen muligheden for at være anonym.

De unge i Ventilen deler ikke kun deres tanker om at være ensom, de danner også et helt unikt fællesskab med de andre unge. Nogle gange tager Ventilen ind til Fredagsrock i Tivoli, og Ditte Rasmussen er helt vild med det ”Det sgu fedt at give dem de her oplevelser”.

Ditte Rasmussen bliver aldrig træt af at være frivillig i Ventilen. Som hun selv siger, har hun været det i 10 år, hvilket er meget lang tid, men igen ”Hjertet ligger hos Ventilen og sådan tror jeg de fleste frivillige i Ventilen har det". Hun nævner også, at nogle af hendes bedste venner er i dag nogle hun er startet som frivillig med. Derudover er prikken over i’et at se de unge som gennemgår en helt fantastisk personlige udvikling.

De fleste unge er i Ventilen i cirka et halvt til et helt år, eller tre til fire år. Det er meget forskelligt, hvor meget støtte de unge har brug for at få. For eksempel under Corona-pandemien så Ventilen også en lille stigning af antallet af unge som følte sig ensomme. De kom netop til Ventilen for at finde deres sociale kompetencer frem igen, da de var blevet ”glemt”.

Ventilen vil gerne have flere hænder, så de kan blive mere synlige og komme ud og holde fordrag på forskellige skoler. De ønsker at fortælle om det at være ensom, så de kan hjælpe endnu flere unge, der har brug for det. Så hvis du vil gøre en forskel for unge, der føler sig ensomme og hjælpe dem på rette spor, så kan du altid blive frivillig hos Ventilen ved enten at kontakte dem på mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller finde jobopslaget på frivilligjob.dk, hvor du kan læse meget mere om hvad det indebærer.

Hvis du selv går med følelsen af at være ensom eller uden for fællesskabet, og har brug for et trygt rum, hvor der er plads til alle, og du kan komme og få trænet din sociale muskel, så tøv ikke. Ventilen står klar til at hjælpe dig hver tirsdag i Frivilligcenter Næstved, Farimagsvej 16, 4700 Næstved imellem kl. 17-21 eller kontakt dem på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Besøg Ventilen Næstved

Ditte fra Ventilen interviewes af Frederikke og Amalie fra Herlufsholm

Ditte fra Ventilen interviewes af Frederikke og Amalie fra Herlufsholm under Frivillighedsugen

Andre nyheder


Se flere nyheder

Artiklen, der sætter fokus på Ventilen Næstved, er skrevet af Frederikke og Amalie fra Herlufsholm Skole under deres Frivillighedsuge hos Frivilligcenter Næstved i marts 2023.